Historien bag

Navnet Kragefilm stammer fra en køretur, hvor jeg sidder på bagsædet af en Opel, der kører med 120 kilometer i timen på smalle landeveje i bakkerne omkring Mariager Fjord.  Foran sidder to 18-årige fyre, som jeg filmer i forbindelse med produktionen af dokumentarfilmen Banditten. Da chaufføren vil overhale for fuldt optrukne linjer, rammer han min grænse. Jeg råber højt ind i øret på ham, at han skal stoppe overhalingen og sætte farten ned. Nu.
Chaufføren retter ind, sagtner farten og skruer ned for musikken, der indtil da har hamret løs og overdøvet al snak.
Der er stille i bilen lidt, og så er det, at han spørger sin kammerat:
Hvorfor skulle vi også have den gamle krage med?
Gamle krage! Jeg er lammet. Som de fleste andre danskere med solid erfaring på bagen, føler jeg mig meget ung. Efterfølgende har jeg dog grinet tit og længe – ja, mine venner har i hvert fald.
Jeg har nu efterfølgende researchet på emnet og fundet ud af, at kragen er blandt de klogeste fugle på jorden. De findes overalt, de kan regne den ud, og på trods af, at de ofte færdes ved meget trafikerede færdselsårer, er det sjældent at finde en død krage ved vejen.
Hvad kan man i en levende filmbranche ønske sig mere end en krage med solid erfaring og uendelig flyvelængde?
Heraf navnet Kragefilm.


CV
2008-:
Instruktør, producent og skribent
2007-2009:
Freelance journalist. Ekstern lektor på Danmarks Journalisthøjskole og Aarhus Universitet
1996-2007:
Redaktør og tilrettelægger i DR


Har bla. produceret DR-dokumentaren: De danske tømmermænd om træindustriens ødelæggelse af tropiske regnskove


Fik i 2004 FIPA 2005 – Festival International Audiovisual Programs for DR-dokumentaren: De skjulte døtre


En af de første dokumentarer, som ansat i DR, hed Mozart – det heldige svin. Dokumentaren afslørede mangel på dyrevelfærd i dansk svineproduktion. Sideløbende blev vist et portræt af cirkusgrisen Mozart, der dokumenterede, hvor kvikke grise egentlig er.

1992-1996:
Journalist på Jyllands-Posten
1992:
Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole
1984:
Socialpædagog fra Socialpædagogisk Seminarium i Aarhus

Privat
Jeg er født i Aalborg og bor i dag på Frederiksberg med min mand, Niels Krause-Kjær, der også er journalist. Jeg er mor til Katrine, Peter og Marie og mormor til lille Simon.

-
Kragefilm
Folkets Allé 30
2000 Frederiksberg
+45 6017 1387
mette@kragefilm.dk